Hvorfor ikke bede om referencer på din kommende chef?

Ikke mange kandidater spørger direkte efter referencer på deres næste chef

Stort set alle arbejdsgivere tjekker referencer på
potentielle medarbejdere, inden de ansætter dem. Men hvor mange potentielle medarbejdere tjekker egentlig referencer på en måske kommende chef?

I de hundredevis af jobsamtaler, som jeg har siddet med i de seneste mere end 20 år, har jeg meget sjældent oplevet det. I hvert fald ikke direkte. Man bruger selvfølgelig sit netværk, og man taler med dem i virksomheden, man kender.
Men de fleste kandidater ville nok finde det en smule grænseoverskridende, at skulle slutte en samtale af med høfligt at bede om et par referencer på den måske kommende chef. Måske ville chefen også finde det lidt grænseoverskridende.

Men hvorfor er det sådan, når den ene undersøgelse efter den anden fortæller, at medarbejdere forlader chefer og ikke virksomheder?

Det kan blive yderst kostbart at undlade referencerne

Kandidaterne til de ledige jobs burde rent faktisk spørge potentielle chefer om referencer, inden de skriver under på en ansættelseskontrakt. For chefen har afgørende betydning for, hvorvidt medarbejderne kommer til at trives i deres nye job. Det dokumenterer undersøgelser også gang på gang. Hvis chefen ikke er kompetent, eller blot er en ledertype, der ikke går i spænd med kandidatens værdier, er der stor risiko for, at kandidaten efter ganske kort tid begynder at kigge sig om efter et andet job. Og det har hverken virksomheden eller medarbejderen glæde af.

Det kan godt være, at nogle chefer vil føle sig provokeret af en potentiel medarbejder, der beder om et par referencer på personer, som kan kan fortælle lidt om chefens styrker og svagheder. Men det burde være helt naturligt. Både virksomhed og kandidat har jo rigtig meget på spil, så der er behov for, at man tager beslutninger på et så oplyst grundlag som muligt. Jeg vil faktisk gå så langt som til at mene, at der burde være en procedure for det i alle virksomheder.


Jens Peter Holm, Headhunter og Seniorkonsulent hos Karriereraagivning.dk