Hvis du laver et CV, som skal ramme alle,
rammer du ingen
”Jeg har sendt mindst 50 ansøgninger, og jeg er ikke blevet kaldt til én eneste samtale – hvorfor vil de ikke tale med mig?”
Sådan lød det fra en frustreret kvinde i 40’erne, som jeg havde i et rådgivningsforløb. Kvinden var blevet ledig efter en omstrukturering, hvor hendes afdeling blev nedlagt.
Halvvejs inde i hendes opsigelsesperiode og faretruende tæt på at miste indkomsten, var hun ved at miste troen på, at hun nogensinde fik et job igen. Og det var synd. For hun havde solid erhvervserfaring, en relevant uddannelse og havde skabt mange gode resultater. Men ingen ansættende ledere havde endnu bidt på bare én af hendes mindst 50 ansøgninger. Hun havde brug for hjælp.
Kvindens historie er på ingen måde unik. Hun havde lavet den samme fejl, som rigtig mange andre begår i hendes sted. De bruger alt for meget krudt på at få skudt så mange ansøgninger og CV’er af sted som muligt – i stedet for at bruge noget af krudtet på at researche sig frem til de rigtige jobmuligheder, de rigtige mennesker at tage kontakte til, og frem for alt, at sætte sig i den rekrutterende leders sted.
Jeg har endnu ikke oplevet, at man kan udarbejde ét CV eller en standardansøgning, som kan bruges til 50 forskellige jobs. Hvis man forsøger at tilfredsstille alle, tilfredsstiller man ingen.
Det er i stedet altafgørende, at man målretter sit CV, så man skriver direkte til den rekrutterende leder i den pågældende virksomhed. Hvem er han eller hun? Hvad kan man finde ud af via LinkedIn eller nyhedsartikler? Hvad er det for nogle medarbejdere, vedkommende har i sin afdeling? Hvordan passer man selv ind blandt disse mennesker? Hvad er det, der er relevant og med stor sandsynlighed interesserer lederen?
Man kan stille sig selv det simple spørgsmål; hvis jeg var lederen, hvad skulle der så til for, at indkalde mig til en samtale?
Lederen har typisk selv en leder eller en ejerkreds, som vedkommende skal være succesfuld overfor, og din rolle skal være at hjælpe vedkommende leder med at lykkes. Du skal derfor fremhæve de ting i dit CV, som meget tydeligt viser, hvordan du kan bidrage til at din måske kommende leder når egne mål.
Men hvis du vil have succes med dine ansøgninger og undgå at sende 50 – så er der kun én vej. Og det er målretning, målretning, målretning. Og så lidt held. God fornøjelse!
Jens Peter Holm, Headhunter og Karrierecoach hos Karriererådgivning.dk
Artiklen er fra arkivet, og er opdateret i november 2022.